Helsinki

Min kæreste og jeg var så heldige, at vi fik mulighed for at indsamle data til hver vores opgave i Finland. Nærmere bestemt Helsinki. En by som jeg personligt aldrig havde troet, jeg skulle til. Ikke fordi den ikke virker spændende, men der er bare så mange andre europæiske hovedstæder, som i længere tid har stået på min ønskeseddel. Men da vi først blev indstillet på, at vores rejsemål var det kolde nord, så begyndte vi at glæde os.

Vi ankom mandag sen eftermiddag og fandt vores lejlighed, som var booket igennem AirBNB. Hvis du ikke kender det, så tjek det ud. Det er en mulighed for at besøge storbyer uden at hotelopholdet ripper din pung! Hver dag havde vores kontaktperson arrangeret besøg på de nærliggende biblioteker rundt i byen. Det var rigtig spændende at se bibliotekspraksis i andre lande. Da vi var i Cambodja så vi da også Phnom Penh's hovedbibliotek, som var meget tomt for mennesker og bøger.
Om eftermiddagen og aftenen var programmet færdigt og vi drog så videre ud i byen for at opleve den på egen hånd. Vi kom på fiskemarkedet ved havnefronten, hvor der lå kantareller, ærter og rips på langs. Byen ligger smukt lige ud til havet og man kan se de små øer skyde op i vandet. Som altid så var vi også forbi et par religiøse bygninger. Denne gang blev det til en domkirke og en kirke, som var bygget ind i en stor klippe. Især sidstenævnte imponerede i sin gennemførsel!

Finland er et land, som vi sagtens kunne finde på at besøge igen. Hvornår ved vi ikke, men helt sikkert om sommeren, hvor der er knapt så koldt.

Ingen kommentarer: